Kristian Dahlgaard

Kristian Dahlgaard | Olufsvej 17 | 2100 København Ø | post@kristiandahlgaard.dk | +45 2684 2657

Kniven i hovedet (Parentes)

 

Udstilling hos Banja Rathnov

 

3. oktober - 2. november 2014

I 1976-77 gik jeg en hel vinter og tegnede på Ny Carlsberg Glyptoteket på H.C Andersens Boulevard. Vi mødtes hver dag i det vintermørke København kl. 9 om morgenen og blev lukket ind af en sideindgang over for Tivoli. Her blev vores lille skare af tegne-elever, ført af snævre gange over hemmelige gårdsystemer frem gennem en lille dør og ind i den store vinterhave, hvor lugten af gammel kirke og terrazzogulvets mønstrede virvar af sorte og hvide punkter slog os i møde, mens palmernes himmelflugt indrammede det storladende og sakralt hvælvede rum, vi var på hellig grund. Her gik vi i vores bredriflede jernbanefløjlsbukser og vores andefodsformede lædersko på rågummisåler rundt blandt antikkens assyrere, romere, grækere, etruskere og ægyptere. Her vendte jeg dagligt tilbage til min ægyptiske skriver som hver dag stileligt mødte mig iført sin kulsorte granit klædedragt og sit stenansigt. Og hver dag sad han, bumstille uden at bevæge sig en millimeter, model for mig mens han grublede over hvad han skulle skrive på sin sorte papyrusrulle, når jeg gik hjem. Her stod jeg med en Kehnet Nielsen, en Peter Carlsen, en Morten Stræde, en Sonny Tronborg og en Iselin Hermann og her lærte jeg at se og se og se. Siden kom jeg på Kunstakademiet og bla og bla og bla, men jeg har altid holdt af at tegne, og har gjort det meget hen over årene, men ikke så meget de seneste 15 år.

 

I 2013 drog min kone jeg og vores fire børn til Sydfrankrig, hvor vi opholdt os de næste syv måneder. Min kone for at skrive, mine børn for at lære fransk og jeg, - nå ja, jeg er jo kunstner, så jeg kunne vel nok finde på et eller andet at lave dernede, hvor vinen gror - men hvad?

Hurtigt fik jeg lov, af barmhjertige bekendte, at låne et rum i et gammelt hus med udsigt over en lille dal, så rammen fik jeg op at stå, men hvad skulle jeg lave?

 

Nu sad jeg der i varmens og feriernes land og så ud over min lille dal. Men snart faldt bladene af træerne, og det blev bidende koldt i det lille hus, som ikke kunne varmes op. Og franskmændene lukkede sig inde i deres huse for lukkede skodder, mens den bistre mistral blæste sine kolde vinde ned gennem Rhone-dalen. Og vinen, hvis frugter jeg dagligt så, og på hvilken jeg kunne have varmet mig, kan jeg ikke drikke mere, fordi den giver mig hovedpine.

 

Hovedpine er i øvrigt de senere år blevet et centralt omdrejningspunkt i mit liv, jeg er nemlig begyndt at lide af migræne, og det er en utrolig enerverende og insisterende følgesvend. Min læge havde bedt mig føre kalender over mine anfald i det fremmede og efter de første 90 dage havde jeg haft hovedpine i de 30. Der sad jeg så, i mit lille kolde refugium og havde ondt i hovedet.

 

Til at begynde med købte jeg rigeligt ind af pap, limpistol, blyanter, farveblyanter, papir, alt hvad der faldt mig ind, én som jeg kunne få brug for på mit lille bjerg i mit lille hus, med udsigt over min lille dal. Jeg skar og limede og tegnede og tænkte og limede og spiste piller og frøs. De nysgerrige franskmænd spurgte interesserede min kone, est-ce-qu’il a trouvé son chemin? Har han fundet sin vej/Har han fundet ud af hvad han vil lave. Men jeg havde ikke fundet nogen chemin. En dag var min hovedpine så overvældende og fysisk at jeg begyndte at tegne den, jeg tegnede hvordan den kom ud af hovedet på mig, og jeg tegnede mine tænders gnidsel og ganske langsomt fødtes en idé i mig. Jeg gik i mit indre univers i mine egne smertelige tanker og pludselig åbenbaredes en lille sti for mig, som ikke var bredere end en fod, og jeg fulgte den og den blev bredere og jeg købte mere papir og større papir og flere blyanter, og pludselig havde jeg faktisk fundet en sti, min sti, på det tidspunkt var der gået to måneder.

 

Nu begyndte jeg at tegne og tegne, men jo mere jeg tegnede, jo mere måtte jeg erkende, at det var jeg ikke længere særlig god til. Jeg mødte min iboende gamle strenge ægyptiske tegnelærer, som en dag stod foran mig på min smalle sti med korslagte arme, iført sit sorte granit kostume og sit stenansigt. ”Du skal se!” sagde han til mig. ”Det var det, jeg skrev til dig hver nat, når du gik hjem, men du så det ikke, du havde for travlt, du var for ung … Du skal se.”

Så købte jeg et spejl, og så begyndte jeg at se, og tegne, og se, og tegne, og se. Og langsomt over et hav af tegninger voksede mine øjne, og til sidst begyndte jeg at kunne se igen.

 

Efter den lange proces, som varede syv måneder kan jeg ikke lade være med at glædes over den menneskelige hjerne, som er så forunderlig. Den mærkelige øvelse, at man tager en mand og sætter ham i et rum i syv måneder, tager varmen fra ham og giver ham en god portion smerte, og ud af de simple greb kan der altså komme noget så konkret. Det, kan jeg ikke lade være med at synes, er ganske finurligt. Jeg sad i det rum, og jeg er sædvanligvis billedhugger og vant til at lave nogle helt andre og tredimensionelle ting, og så finder jeg en sti som bringer mig hen til noget, som jeg aldrig i min vildeste fantesi ville have kunne forudse endsige have lyst til at forudse. At genoptage en tegnetradition, som jeg for længest troede død og begravet og et motivvalg som er så specielt, personligt og privat, at jeg aldrig under normale forhold, ville have turet røre ved det med en ildtang - og så alligevel…

 

Besynderligt at en gammel ægypter og en insisterende hovedpine skulle ende med at føre mig ad en ny og ubetrådt sti, - min chemin.