Kristian Dahlgaard

Kunsten kan ændre et liv.

 

Louisiana blev min barndoms redning

 

Politiken. Kronikken 4. august 2017

Kunsten kan ændre et liv. Louisiana blev min barndoms redning

Knud W. Jensen var en helt, der åbnede danskernes øjne for moderne kunst. Det var et privilegium at have en barndom og ungdom i Louisianas skygge.

 

Jeg voksede op på en højskole ikke langt fra Louisiana i Humlebæk. Højskolens elever havde frikort til museet, det samme havde vi, der boede der fast. Jeg elskede at lægge vejen forbi museet på vej hjem fra skole og gå rundt og drømme mig langt væk, mens jeg fordybede mig i de skiftende udstillinger. Jeg kunne ikke læse da jeg gik i skole, mine dage i folkeskolen var en lang daglig kamp mellem klovnerier, staveord og gråd. Derfor blev Louisiana mit fristed, mit refugium, mit selvvalgte eksil.

 

Alle ville altid lære mig at læse. ”Hvis du ikke lærer at læse, kan du ikke se, hvad der står på skiltene på stationerne, så kan du ikke tage toget, for du kan ikke komme af på den rigtige station. Du kan heller ikke få noget arbejde, og så kan du ikke tjene nogen penge og uden penge kan du ikke betale for noget sted at bo, og du kan heller ikke købe noget mad”. Min moster, som kunne minde en lille smule om Marlene Dietrich, med sit blonde hår, sin beige cardigan og sin grønne, plisserede, skotskternede nederdel, trådte et skridt tilbage og lagde armene over kors, så vippede hun hovedet lidt på skrå og kneb øjnene en smule sammen for at se, hvordan hendes argument virkede på mig. Jeg tænkte, - jeg skal vise hende, at man kan leve uden at kunne læse. Jeg bygger mig en hule ude i en skov, så skal jeg ikke betale husleje, og jeg kan gå på jagt og skyde dyr, så jeg skal nok også få noget at spise, og jeg kan bare spørge nogen i toget for at komme af på den rigtige station.

 

Min mor havde købt en lille, blå billedbog af fotografen David Douglas Duncan om maleren Pablo Picasso. Den lå på Louisiana, dér hvor man købte entrébilletter, mellem andre kunstbøger. Nogle gange om vinteren, når jeg kom hjem fra skole, og det sneede, lavede jeg en kop te og slæbte en af mine forældres grimme, gule stole hen foran havedøren, der var en glasdør med store panoramavinduer midt i stuen. Herfra kunne jeg sidde og se ud over et par hvælvede stubmarker med to tykstammede, solitære, afbladede egetræer. Så tog jeg billedbogen om Picasso på skødet og sad i mørkningen med min te og bladrede mig til det varme Sydfrankrig, mens sneen dalede lydløst ude, og den blå time sænkede sig over det tyste, nordsjællandske landskab. Der er noget magisk og fortryllende ved sne. På mange måder er sne de uendelige muligheders symbol; jeg har engang hørt, at alle snefnug er dannet over et heksagon som grundform, men aldrig har to snefnug, der nogensinde er faldet til alle tider, været ens, alle snefnug er altid forskellige, lige som os mennesker.

 

Man sagde om Picasso, at han var som solen. De, der først blev ramt af hans stråleglans, ville aldrig gå ind i skygger igen, men blev stående og badede sig i hans lys, til de til sidst var brændt helt op og stod tilbage som små forkullede stubbe.

 

I bogen gik jeg rundt i Picassos stuer på La Californie, jeg så ham male, spiste fisk med ham, jeg var med hos pottemageren og male keramik eller lå på den brede marmortrappe foran huset  med Paloma og tegnede. Midt i bogen var et dobbeltopslag med et stort close-up foto af Picassos sorte, udtryksfulde øjne. Der sad jeg efter skoletid, i den evige sne, i kolde Danmark og kiggede ind i Picassos brændende blik, og hans øjne sagde. ”Kom over til mig, kom over i kunstens verden, her er ingen lektier og staveord, her kan man selv bestemme alting”.

 

Engang blev jeg så fristet af kunsten på Louisiana, at jeg var lige ved at blive tyv. Måske var det på udstillingen Tabernakel eller en anden udstilling med værker af Joseph Beuys. Ude af hovedbygningen og ned af gangen i den gamle afdeling, første sal på venstre hånd, med den brede trappe og tre trin ned, ud for det kæmpe gamle tykstammede bøgetræ, hvis rødder fletter sig som tentakler rundt i et tykt dække af vedbend. Der, til højre lidt nede i salen, stod et vitrineskab med otte låger, fire og fire oven på hinanden. Alle lågerne stod åbne og på hver låge hang en foldet avis med et rustrødt kryds malet på hver. Inde i skabet stod og lå mærkelige bøtter og støvede sylteglas og et hav af rustent værktøj og slidt huskeråd. Midt i dette mylder af tilfældige menneskelige efterladenskaber lå en gammel foldekniv og nærmest lyste op, mens den kaldte på mig med sin pibende stemme, lidt inde bag det andet vindue til højre i øverste række. Den lå så dejligt i hånden på mig, med sit slidte mahognihåndtag og sin døve æg, det var tydeligt den havde ligget i mange lommer og hænder før min. I flere dage skulle jeg lige forbi museet og ned og fiske den ud af skabet for at holde om den og folde bladet ud og ind igen. Den var så let at tage, jeg kunne bare putte den i lommen, så var den min, og ikke en sjæl ville opdage det. Det skete, at jeg kom til at skubbe til de foldede aviser, så en af dem faldt på gulvet og larmede lidt. Jeg skulle passe på, at kustoderne ikke så noget, så, hurtigt hang jeg avisen op igen og lod som ingenting, eller tog et par unaturligt lange og hurtige skridt lidt længere ind i udstillingslokalet og gav mig til at kigge indgående på det hvide og turkisblå folkevognsrugbrød, med åben bagsmæk, hvorfra måske 15-20 kælke kom væltende ud, som var bilen i fart i en kurve, mens den tømtes for oppakning. Kælkene var, for en dreng, særlige luksuskælke med flettede sadelgjordssæder og en påmonteret bremse. Og på hver slæde lå et sammenrullet filttæppe og en stor stavlygte spændt godt fast med remme. Bilen med kælkene stod lige der hvor Kienholz’ henrettelses peloton kom til at stå mange udstillinger senere. For ikke mange år siden genså jeg mit vitrineskab i Kassel på en mindeudstilling for Beuys, men der var ikke længere nogen kniv bag anden låge til højre i øverste række. En anden må være faldet for det uimodståelige i Joseph Beuys værk.

 

Man kunne kun gå til venstre efter damen i entréen ved kasseapparatet, når man havde købt sin billet, eller som jeg, vist min lille, krøllede, lap karton med højskolens stempel og en kuglepens underskrift. Til højre for hovedbygningen var endnu kun grøn park og Jørgen Haugen Sørensens lille bronze skulptur ”Dunkedyret”. Lidt længere henne, Willy Ørskovs store bronze klods af et ubehageligt sæde og endnu længere borte, reminiscenser fra Louisianas gamle frugthave med Heerups malede møllesten. De fem trin ned, i den smagfulde overgang, der bringer én fra det gamle hus ned i det nye, gennem en cigarkasse af redwood og ned på de aflange, hårdtbrændte bornholmske, røde stentøjsklinker, her i glasgangen var Alexander Calders tråd-figurer udstillet. Rustent ståltråd som tredimensionale tråd-tegninger af mennesker og dyr i frit rum mod det skæve eftermiddagslys. Den sommer lavede jeg ståltrådsfigurer med en gammel tang fra en kasse med værktøj, min far havde arvet fra sin morbror.

 

Chokket over Duane Hansons ekstrem-realistiske, amerikanske karikatur af den fede cigaretrygende dame med papillotter, der kom tøffende med én, efter europæiske forhold, unaturligt overfyldt indkøbsvogn. ”Åh de amerikanere, sådan kunne vi aldrig se ud her i Europa”.

 

Dennis Oppenheims lille mand med hvid skjorte og bredriflet fløjlshabit, som med voldsom kraft pludselig slyngede sit lille aluminiumshoved mod en stor malmklokke, så den gav et øredøvende dong, for så, lige så overraskende i et ryk at rette sig op, kun for at gentage sit hovedkast efter en altid uberegnelig, lang tid. Da jeg som voksen skulle giftes og havde inviteret 90 mennesker til bryllup og flødestuvede hjerter, kom en af mine gæster listende med en pinlig, hændervridende forespørgsel, syntes hun. ”Dennis Oppenheim er kommet til København en dag for tidligt, tror du, vi kan finde en ekstra stol til ham? Ellers tror jeg, at jeg må melde afbud.” I min hvirvlende rus som nybagt gom, kunne jeg have ringet bryllup og gudstjeneste ind med mit eget hoved mod Sankt Anskars kirkeklokke, af bar glæde over at den lille klokkemands far og skaber virkelig ville ære os med sin deltagelse. ”Ja, selvfølgelig er han velkommen.”

 

Lige op af de fire, flade sandstenstrin, hvor over hundreder af små, japanske vindklokker engang hang og kimede deres fine, sprøde klokkespil på en lak-rød træportal under Japanudstillingen, og videre ind gennem den dybgrønne, dobbeltfløjede hoveddør, skarpt til venstre over de stubbede kokosmåtter gennem den lave passage under trappen med Henry Heerups lille farverige, reliefskårne skilt ind til børneparkeringen med det ternede vinylflisegulv i forskellige, grå nuancer, havde jeg mit første job. Her sad jeg og tegnede med børn, hvis forældre var på udstilling, mens solen tegnede lange skygger af spørgsmålstegn fra vindueshasperne i den brede, hvide vindueskarm under sin daglige gang hen over himlen. Her kunne en tilstødende dør pludselig blive revet op, og en mand med gråt morgenhår og fjerne blå øjne komme ud og bevæge sig målrettet gennem lokalet, mens hans bredriflede, brune fløjlsjakke flagrede om ham, og de brune skosnuder skød frem under hans løstsiddende, grå bukser. Det var museets stifter Knud W. Jensen, som verdensfjernt kom fejende forbi. En moderne helt, hvis heltegerning ikke var, i sidste øjeblik, at have frelst en deling sårede soldater i sikkerhed fra en frygtindgydende fjende eller have reddet tre skrigende børn ud af en brændende bygning. Men en mand, en ”rich kid”, der valgte at dedikere sit liv og hele sin rørlige formue til formidling af sprog til danskerne, både det skrevne, litterære, gennem sin tætte forbindelse med Gyldendal, men ikke mindst det ordløse billedsprog, der er grænseløst og internationalt, som alle kan læse uanset oprindelse, alder eller baggrund.

 

Knud W. Jensen var en helt, fordi han var den efterkrigstids kulturpersonlighed, der trak danskerne ud af halvtredsernes regnvåde, grå viadukt og stillede deres sorte, rustne herrecykel ind til siden, afklædte dem deres alpehuer og skuldertasker med våde æggemadder og tog dem ved hånden og førte dem ind i det moderne. Han hentede den internationale kunst til Danmark og åbnede danskernes øjne og pludselig blev alt farver. Han var kunstformidlingens Jens Otto Krag, han skabte ud over Louisiana, Kunst på Arbejdspladsen og tænkte de tanker, der senere blev til Statens Kunstfond.

 

Dengang anede jeg ikke hvilket privilegium, hvilken lille krystalklar stjernestund, det var at sidde der på Louisiana, ganske anonym på min lille, historiske udkigspost, og få lov til at studere en af Danmarks helt store sønner midt i en ganske almindelig dagligdags handling, mens hans tanker tydeligvis var dybt begravede i visionerne forude.

 

Fordi det var først i halvfjerdserne og det at have et arbejde, for os unge dengang selvfølgelig var forbundet med faglig kamp, gik vi en dag i samlet trop op til ledelsen og bad om lønforhøjelse. Hvilket naturligvis bare medførte, at vi blev fyret alle sammen. Sådan sluttede min nære forbindelse med Louisiana, jeg kom på Kunstakademiet og flyttede fra Humlebæk. Den lave passage under trappen er nu lukket og ikke længere åben for gennemgang, og jeg er bare blevet en almindelig museumsgæst. Men at have fået lov til at dumpe ned i historien, netop i de år hvor Louisiana blev tænkt og skabt og på nært hold have rendt rundt og fulgt med i alle ombygningerne, både dem der blev og dem der aldrig blev til noget. At have oplevet denne mand, denne glade giver, der skabte et forbillede af et museum, som gør både Christiania og Den lille Havfrue rangen stridig som Danmarks førende turistmål. Det er en skattet erindring og en integreret del af mit DNA, både som ordblind skoledreng og som kunstelskende dansker.

 

Césars tommelfinger, Giacomettis gående mænd, Max Ernsts mærkelige dyrefigurer, Dalis kvinde med skuffer i kroppen, Dubuffets hvide, uindtagelige slot, Calders mobiler, Oldenburgs bløde figurer, Rauschenbergs langhårede vædder med et bildæk rundt om maven, Fontanas gennemskårne lærreder, Yves Kleins dragende blå og Moores ikoniske, afrundede klumper i kærlig leg ud mod det sortgrønne Øresund. Hvor jeg dog kom til at eje hele dette miljø og alle disse værker som barn.

 

Jeg lærte først at læse da jeg var 23 og gik på Kunstakademiet, det var på grund af et knust hjerte og en vedholdende influenza, men det er en helt anden historie.

 

Kristian Dahlgaard

 

 

 

 

Kristian Dahlgaard | Olufsvej 17 | 2100 København Ø | post@kristiandahlgaard.dk | +45 2684 2657