Kristian Dahlgaard | Olufsvej 17 | 2100 København Ø | keddelak@teliamail.dk | +45 2684 2657

Kristian Dahlgaard

Silhuet skulpturen

For at opløse den skulpturelle tyngde, begyndte jeg først i halvfemserne at arbejde med ”hullet” som gennemgående tema, altså fravær af masse som det skulpturelle omdrejningspunkt og paradoks. Her er et givent materiale gennemhullet med omridset af min silhuet, akkurat som når Anders And render igennem en mur. Først i halvfemserne, da jeg begyndte at arbejde med mine silhuetter, var kroppen fraværende i skulpturel sammenhæng. Og ved at bruge omridset af min egen krop får jeg både sat fokus på kroppen, fortællingen, og skabt en skulptur hvor det skulpturelt essentielle, nemlig omridset af manden, er fraværende. Tilbage er kun et tilfældigt materiale, som paradoksalt og på trods bringer mindelser om noget figurativt skulpturelt.

Uniform skulpturen

I 2004 lagde jeg, med udstillingen Uniform, for en tid silhuet skulpturerne på hylden. Jeg ønskede at undersøge, hvor langt én bestemt form kan strækkes. Uniform skulpturerne er på mange måder umiddelbart klassiske skulpturer, uden dog at have nogen fast kerne. De består af et mylder af små identiske klodser som gentagende gange sættes sammen. For hver gentagelse forskydes formen en smule så de til sidst danner en spagetti lignende struktur med et netværk af flader og hulrum. En figur kan let bestå af over 1000 enkelte flader som alle fanger lyset individuelt. Ved den stadige gentagelse opnås en formmæssig meditativ ynde som er stemnings beslægtet med lyden af rislende vand eller synet af flammer fra et bål.

Portræt

I midten af 1990’erne blev jeg opfordret til, af organisationen, Scandinavian Seminar, ved nu afdøde Erling Olsen, at portrættere deres grundlægger, Åge Rosendahl Nielsen. Da jeg på daværende tidspunkt arbejdede med silhuet skulpturer og fravær af masse som gennemgående tema, forekom det mig naturligt at lave portrættet på samme måde, som huller i det valgte materiale. Ved at repetere motivet i de udskårne flader, opnåede jeg en dybde i portrættet og gjorde det derved levende og aldrig statisk i sin præsentation.

Den Vilde Skulptur

Med min debut i 1982 på udstillingen ”Kniven på Hovedet” blev jeg stærkt optaget af tanken om det ekspressive udtryk som modpol til halvfjerdsernes minimalisme. Min målsætning var at formulere den vilde skulptur. En af dogmerne, jeg satte op for den vilde skulptur, var at den ikke måtte tage længere tid at lave end det tog at male et vildt billede, og det tog ikke lang tid i de dage. Arbejdet med den vilde skulptur førte hurtigt til et opgør med det klassiske skulptur syn, forstået som en tung statuarisk genstand. Jeg havde et billede af at materialet imellem mine hænder var som sang, blot var tonerne fysiske og melodien form. Vejen fra tanke til handling skulle være så kort som mulig for at bevare det ekspressive i skulpturen. Over en periode ophævede jeg mere og mere skulpturens tyngdepunkt ved at lade, det egentlig skulpturelle, svæve som amorfe former eller stramme krystallinske figurer båret i et net af tråde og stænger.